
Derfor stop for almene boliger
“Stop for almene boliger betyder ikke stop for billige boliger”
Det har kostet Roskilde Kommune adskillige hundrede millioner kroner at betale for byggeri af almene boliger. Pengene betales af skatteborgerne for at nogle kan bo billigt. Det er både urimeligt og spild af kommunens penge, der bør bruges langt bedre f.eks. på ældreomsorg, handicapområdet samt renovering af skoler.
Roskilde Kommune har solgt mange af sine ejendomme under markedspris, f.eks. da kommunen solgte to af sine ejendomme på Sankt Hans til Boligselskabet Sjælland. Et almindeligt salg ville have indbragt et stort 2-cifret millionbeløb ekstra i kommunekassen.
Fakta er, at almene boliger ikke er forbeholdt borgere med lave indkomster. Har man solgt sin villa og høstet en milliongevinst derved, er der intet til hinder for, at man kan flytte i en almen bolig, der langt hen ad vejen er betalt af skatteborgerne. Det er helt skævt og derfor vil vi i Liberal Alliance stoppe kommunens støtte til almene boliger.
Vi ønsker i stedet, at overlade markedet for billige boliger til private virksomheder, der er specialiseret i udvikling og byggeri af billige boliger. Deres billige boliger er prismæssigt i samme niveau som almene boliger. Derfor er et stop for almene boliger ikke et stop for billige boliger. Men det er et stop for, at boligerne betales af skatteborgerne.
Det er klart, at de billige boliger så ikke længere bygges på Roskildes mest eksklusive adresser, hvorfra man fx har udsigt til Roskilde Fjord eller har Boserup Skov eller Himmelev Skov som nærmeste nabo. Men det er også kun rimeligt, at de herligheder koster ekstra.