Hvorfor er Roskilde 57 dage langsommere end Solrød?

Af Thomas Erringsø | Liberal Alliance

Solrøds borgmester, Emil Blücher, fra Liberal Alliance har for tiden noget ekstra at glæde sig over. For efter en ihærdig indsats tager det nu blot 13 dage at behandle en byggesag. Dermed kan borgere og virksomheder i Solrød stå med en byggetilladelse, inden der er gået to uger.

I 2022 tog det hele 130 dage. Men efter at have sat hurtig og effektiv sagsbehandling højt på den politiske dagsorden er Solrød Kommune ifølge seneste tal fra Dansk Industri nu Danmarks 4. hurtigste kommune målt på behandling af byggesager.

Det kan vi lære af i Roskilde Kommune, hvor borgere og virksomheder i gennemsnit skal vente 70 dage på en byggetilladelse.

Til yderligere sammenligning tager det blot 50 dage i Holbæk Kommune, hvor en blomstrende boligudvikling lægger pres på kommunens medarbejdere. Men i Holbæk er de altså tre uger hurtigere end i Roskilde.

Det kan og skal vi i Roskilde Kommune gøre bedre. For det er ikke rimeligt, at man som borger eksempelvis skal vente over to måneder på tilladelse til at opføre fx en carport. 

Eller at man som virksomhed skal vente urimelig lang på at opføre en tilbygning, når der er behov for produktionsudvidelsen nu. 

Vi skal ikke være for fine til at lære af vores nabokommuner. Så hvis Roskildes borgmester Tomas Breddam er løbet tør for idéer og vil inspireres, vil jeg foreslå en studietur til rådhuset i Solrød. 

Jeg har selv besøgt rådhuset i Solrød, og det var bestemt tiden værd.

Forrige
Forrige

Brask og Erringsø fra Liberal Alliance: - Roskilde halter på livskvalitet

Næste
Næste

LA: - Lad os bygge et friplejehjem i Svogerslev