Erringsø: Vi skal gøre Roskilde attraktiv for erhvervslivet

Af Thomas Erringsø, Liberal Alliance

Dansk Industri har for nylig rangeret Roskilde som nr. 71 målt på erhvervsklima. Nu bekræfter SMVdanmarks undersøgelse desværre billedet. Roskilde ligger også her som nr. 71 ud af de 79 kommuner, der indgår i undersøgelsen. Det er ærgerligt nyt for Roskildes muligheder for at levere kernevelfærd på højeste niveau.

Undersøgelsen bygger på syv centrale parametre: infrastruktur, adgang til arbejdskraft, skatter og afgifter, kommunal sagsbehandling, erhvervsservice, støtteordninger og udbud. Roskilde scorer lavt på næsten alle områder, hvilket betyder, at både etablerede virksomheder og nye iværksættere møder unødvendige barrierer i hverdagen.

En målrettet indsats kan ændre dette. Topkommunerne som Struer og Ikast-Brande viser, at det er muligt at skabe et stærkt erhvervsklima - selv i mindre kommuner - ved at prioritere erhvervslivet, sikre effektiv sagsbehandling, tilpasse kommunens udbud til lokale virksomheders kapacitet og tilbyde synlig og konkret erhvervsstøtte. 

Roskildes potentiale er enormt og vi skal ikke være for fine til at lære af de kommuner, der gør det bedre.

Kommunens evne til at levere kernevelfærd afhænger af skatteindtægterne fra virksomheder, butikker og medarbejdere. 

Derfor kæmper vi i Liberal Alliance for, at Roskilde bliver en erhvervsvenlig kommune, klar til at levere høj service til eksisterende virksomheder og byde nye velkommen. 

Dækningsafgiften skal fjernes - noget de fleste andre kommuner allerede har gjort. Jo flere penge virksomhederne tjener, jo bedre råd har Roskilde til kernevelfærd.

Liberal Alliance ser også et stort potentiale i at tiltrække forskning i moderne atomkraft til Risø. Det kan blive begyndelsen på et unikt erhvervseventyr, der både trækker stærke virksomheder til Roskilde og skaber bæredygtige energiløsninger, som kan eksporteres globalt - til gavn for klimaet. Så hvis man vil den grønne omstilling, skal man kæmpe sammen med os her.

Forrige
Forrige

Erringsø: Borgmesteren er skakmat på almene boliger

Næste
Næste

LA: - Roskilde Kommune kan spare 569 millioner om året