LA om borgmesterens parkeringsplan: Et brud på strategien og borgernes tillid

Af Thomas Erringsø | Kirsten Krogh Petersen | Lars-Christian Brask | Liberal Alliance

Borgmesterens forslag om at placere et parkeringshus ved Roskilde Havn er desværre endnu et eksempel på dårlig ledelse og strategisk slingrekurs.

For byens butikker og erhvervsliv er forslaget direkte skadeligt. 

Et parkeringshus ved havnen – over en halv kilometer væk og med en stejl stigning op til midtbyen – kommer aldrig til at fungere for kunder, der handler lokalt. Man bærer ikke poser og varer op og ned ad bakken. Det er urealistisk. 

Borgmesteren viser igen, at han ikke evner at følge en strategi, der ellers er dybt forankret i byrådet. 

For dette forslag går stik imod den strategi, han selv har været med til at vedtage i maj 2024: Den Dynamiske Bymidte. 

Her nævnes Schmeltz Plads som en oplagt placering for et centralt parkeringshus. Hvorfor vælger borgmesteren så at se bort fra strategien? 

Han har tydeligvis allerede mistet orienteringen. 

Vi forstår ganske enkelt ikke, at han kan finde på at bruge borgernes skattekroner på et udarbejde skitserne, der skulle sælge borgmesterens idé. 

Måske handler forslaget i virkeligheden om at gøre havneaktørerne en tjeneste? Med det nye vikingeskibsmuseum på vej og det nærliggende vandrehjem, der har brug for p-pladser, kan det ligne en skjult dagsorden. 

Men hvorfor ikke være åben omkring dette?

 Roskilde Kommune skal ikke bruge 70 millioner skattekroner på borgmesterens prestigeprojekt, der ikke leverer reelle løsninger.

Et parkeringshus skal hverken være en politisk gavebod eller en gestus til udvalgte interesser. Vi mener desuden, at et parkeringshus bør og kan finansieres af private aktører. Et projekt, der også omfatter boliger, vil muliggøre dette. 

Heldigvis kan borgmester Breddam ikke nå at vedtage sit projekt inden kommunalvalget den 18. november. 

Vi anbefaler derfor vælgerne at stemme på politikere, der:

• Følger den strategi, byrådet har vedtaget.

• Ønsker at skabe parkeringshus på Schmeltz Plads eller Ny Østergade.

• Vil lade private stå for finansieringen i stedet for at bruge skattekroner på dette.

Roskilde har brug for løsninger, der virker. Derfor behøver Roskilde en frisk start, som kun en ny borgmester kan sørge for.

Forrige
Forrige

Liberal Alliance: Ja til at låne penge til Jyllinge Svømmehal

Næste
Næste

Borgerne fortjener klare svar om Jyllinge Svømmehal