LA: Manipulation eller fejl af Forvaltningen?

Af Lars-Christian Brask | Thomas Erringsø | Lars Holst Kruse | Liberal Alliance

“Den dynamiske bymidte” er nu sendt i høring, men i modsætning til alle andre høringer, der sættes op på kommunens platform ”viskaber.Roskilde.dk”. har brugerne ikke mulighed for at ”like” eller kommentere på andres høringssvar.

Man får den tanke, at Forvaltningen ikke ønsker, at Roskildes borgere skal kunne ”like” eller kommentere på de adskillige opslag, der efterhånden toner sig op, og som går imod Forvaltningens og borgmesterpartiets ønske om at gennemføre ”Den dynamiske bymidte”.

På alle andre sager har borgerne mulighed for at ”like” og kommentere på høringssvarene. Så hvorfor er denne funktion i skrivende stund slået fra på netop denne sag? spørger Liberal Alliance.

Det er enten grov manipulation eller en alvorlig fejl, der begås her, og det virker som noget, der kunne foregå i lande, som vi helst ikke vil kunne sammenlignes med.

Vi er nødt til at værne om livet i Roskildes bymidte. Det skal fortsat være attraktivt for butikkerne at være til stede i bymidten. For uden velfungerende butikker vil livet i bymidten, der er så vigtig en del af Roskilde DNA, forsvinde.

Det er ikke raketvidenskab. Det har været den triste udvikling i en lang række andre danske byer. Derfor er vi nødt til at lytte til butikkernes nødråb om, at de behøver bedre parkeringsforhold til deres kunder. For det er for sent at vågne op, når butikkerne er væk.

I Liberal Alliance ser vi positive elementer i ”Den dynamiske bymidte”. Men det er helt forkert at tro på, at hoppeborge og sandkasser opstillet i bymidten trækker kunder til butikkerne. Det er da sjove sager, men de kan aldrig erstatte parkeringspladser.

Det er ikke alene butikkerne, der kontakter os. Det gør rigtig mange borgere bosiddende i bymidten også. De ønsker ikke, at bymidten skal være bilfri, for de har ingen planer om at skille sig af med bilen. ”Kommunen skal ikke bestemme, om jeg skal have bil eller ej. Det afgør jeg selv”, er en typisk bemærkning til os.

I Liberal Alliance ønsker vi en levende, moderne og grøn bymidte. Vi ønsker et velfungerende butiksliv og vi ønsker gode vilkår for cyklister og fodgængere.

Dette kan sagtens kombineres i en opdateret version af ”Den dynamiske bymidte”, men rækkefølgen er vigtig. Først skal vi have en plan for yderligere absolut bynære parkeringspladser. Derefter kan vi se på de sjove sager som hoppeborg og sandkasser.

Forrige
Forrige

LA: Vi er imod Sommerforsøget

Næste
Næste

LA med opbakning til nye senior-bofællesskaber