Liberal Alliance: Mere liv på Hestetorvet

Af Kirsten Krogh Petersen | Thomas Erringsø | byrådskandidater for Liberal Alliance

Arbejdet for at gøre Roskildes bymidte mere attraktiv for borgere og handelslivet skrider for langsomt frem, og arbejdet foregår uden hoved eller hale.

Sommerforsøget blev en katastrofe for handelslivet, der mistede omsætning, og senest har borgmester Tomas Breddam fremført sin idé om at bygge p-hus på Roskilde Gymnasiums idrætsbane. Det vidner om en meget presset borgmester, der hidtil har arbejdet i retning af en mere bilfri bymidte. 

Det er positivt, at borgmester Breddam endelig erkender behovet for flere bynære p-pladser. Men selvfølgelig skal vi ikke nedlægge en idrætsplads for at give plads til et p-hus, der kan placeres bedre andre steder i bymidten.

Nu er turen så kommet til Hestetorvet, hvor der netop er luftet et tandløst udspil, hvor en "forgrønnelse" af det historiske torv er det primære. At gøre Hestetorvet mere grønt kan have god effekt, men det må selvfølgelig ikke stå alene, når målet er at skabe en levende bymidte med mere handel i butikkerne og bedre oplevelser for borgere og turister.

Posen skal rystes gevaldigt, men det er desværre tæt på umuligt, når Socialdemokratiet sidder for bordenden. Borgmester Breddam vil det meste selv, og så bliver resultaterne derefter.

I Liberal Alliance har vi flere gange foreslået at flytte sommerforsøget til netop Hestetorvet, og det ønsker vi fortsat.

Roskilde Kommune skal gøre det nemt og attraktivt for alle aktører at byde ind med arrangementer. Vi ser mange muligheder for storskærmsarrangementer, markeder, aktivitetsdage, og så ser vi gerne, at også Roskilde Festival inviteres til at deltage i et sommerforsøg på Hestetorvet med små koncerter. 

Det kunne godt være med udgangspunkt i en mindre musikscene, der fylder Hestetorvet med god energi og lidt ekstra omsætning i bymidten. For tendensen har de senere år været, at festivalen har trukket festivalgæsterne væk fra bymidten

Vi kunne tænke os at vende denne udvikling, og det tror vi egentlig også, at Roskilde Festival gerne vil være med til. Vi tror på, at festivalens dygtige folk både kan og vil bidrage til en levende bymidte.

Hestetorvet er det første, der møder byens gæster, der ankommer via stationen, derfor har Hestetorvet fine muligheder for at tiltrække opmærksomhed.

Forrige
Forrige

Solpark vil gøre borgere fortræd

Næste
Næste

Erringsø: Hvorfor taler S Roskildes boligbehov ned?