Solpark vil gøre borgere fortræd
Af Thomas Erringsø | Liberal Alliance
Flere end 100 af kommunes borgere fra Gadstrup, Vor Frue, Skalstrup, Kamstrup og Tjæreby deltog tirsdag den 14. januar, i borgermødet om den kæmpe solpark, som flertallet i byrådet ønsker at planlægge for.
Det står lysende klart, at rigtig mange borgere ikke ønsker projektet gennemført. Flere nævnte, at man fraflytter området, hvis projektet realiseres. De mange kritiske bemærkninger handlede bl.a. om, at en "jernmark" rent kosmetisk ødelægger området, og der er bekymringer for, at lyden fra solparkens installationer vil genere.
Borgmester Tomas Breddam indledte ellers med en salgstale for projektet. Han fortalte, at der også rejses skov indenfor projektområdet. Dette er ikke korrekt, og det er uklædeligt at borgmesteren spiller naturkortet for at gennemtvinge et projekt, der i forhold til så mange andre muligheder ikke bidrager til ekstra biodiversitet.
Flere borgere stillede sig uforstående overfor, at jernmarkerne tilsyneladende kun planlægges i den gamle Ramsø Kommune og eksempelvis ikke i Trekroner, hvor borgmesteren selv kommer fra. Der blev også rejst tvivl om kommunes beregninger. Borgmester Breddam fremførte, at solparken vil lave strøm til ca. 39.000 husstande. Men udvikleren bag projektet regner med ca. 31.000.
I Liberal Alliance bryder vi os ikke om, at et smukt landskab forvandles til en jernmark. Vi foretrækker, at solceller placeres på kommunale bygninger og industribygninger. Desuden på områder, der er udlagt til erhverv. Derfor undrer det, når man i dette projekt netop friholder området nærmest erhvervsområdet i Gadstrup, men til gengæld placerer solparken helt tæt på boligerne i Vor Frue og Tjæreby.
Det er en ærgerlig sag, når så mange borgere bliver kede af det. I Liberal Alliance har vi den nok mest ambitiøse klimapolitik og flere og flere danskere er enige med os. På blot to år er støtten til kernekraft steget til i dag at være hele 55 procent for og kun 27 procent imod. For energien skal selvfølgelig være grøn. Men den skal sørme også være der, når den skal bruges. Teknologien findes, den er ultra grøn og bidrager til maksimal forsyningssikkerhed og stabile el-priser.
Vi håber, at rigtig mange borgere deltager i debatten om solparken mellem Gadstrup og Vor Frue. I mellemtiden vil vi i Liberal Alliance fortsætte arbejdet for løsninger med sund fornuft.
Lad os nu få nedsat en hurtigarbejdende Niels Bohr-Kommission, som skal kigge på muligheder for kernekraft i Danmark. Det kan kun gå for langsomt.